Dyrenes 12 bud

Dyrenes 12 bud

Lær om dyrenes 12 bud, som de har formidlet til mig igennem telepati.

  1. Vælg kærlighed.

Elsk os for dem vi er, ligesom vi elsker dig ubetinget. Ikke for de ting du gør, eller hvad du giver os, men for den person du er dybest inde. Vælg altid at være kærlig, også når du er træt, ked af det eller sur. Kærlighed er den stærkeste kommunikationsform.

  1. Vær autentisk. 

Husk på at vi ser lige igennem dig – vi mærker dine inderste følelser, også dem du prøver at skjule. Så vær’ altid ærlig overfor os, så vi kan stole på dig. Det du føler indeni skal også være det vi ser udenpå. Vi elsker dig og anerkender dig, præcis som du er. Du behøver ikke prøve at være noget eller nogen, du ikke er, når du er sammen med os.

  1. Yd omsorg. 

Du er den eneste der kan passe os – vi kan ikke klare os selv under menneskeforhold. Så giv os så meget frihed og naturlighed som muligt, så vi føler os hjemme. Plej os, pas på os og yd omsorg for os. Vi er helt afhængige af, at du passer godt på os. Vores liv er i dine hænder og vi stoler blindt på dig.

  1. Se det fra vores syn. 

Tag dig tiden til at stoppe op og se verden fra vores synspunkt. Hver dag lever vi i din menneskeskabte verden. Tag dig tiden til at være nysgerrig og dykke ind i vores verden, se tingene fra vores perspektiv, mærk efter hvad vi behøver. Anerkend det vi frygter, selvom det må synes ulogisk for dig. Tilbyd os altid din hjælp og støtte.

  1. Tålmodighed fremfor alt. 

Bær’ over med os, og rust dig med stor tålmodighed! Vi forstår ikke alt hvad du siger, men vi gør altid vores bedste for at forstå dig – nogle gange har vi bare brug for lidt ekstra hjælp. Giv os god tid til at prøve os frem. Med stor tålmodighed og velvilje skal vi nok lære at forstå det, du fortæller os.

  1. Alting er kommunikation. 

Selvom du måske ikke kan høre os kommunikere verbalt så vid, at alle vores handlinger er vores måde at prøve at fortælle dig noget på. Alt hvad vi gør og udtrykker giver mening i vores verden, og er en måde at dele vores følelser, ønsker, behov og lyster med dig på. Vi ønsker aldrig at være til besvær.

  1. Se at vi er dine læremestre. 

Indse og anerkend at vi besidder dyb og stor visdom – akkurat ligesom du selv gør. På nogle områder, er du mere udviklet end os, men på andre områder er det os, der har et fortrin. Vi kan lære af hinanden, når du åbner op for, at vi er kommet som dine læremestre og dit spejl – på godt og ondt.

  1. Bevar roen. 

Hids dig ikke op sammen med os, men bevar altid roen. Husk på t vi gør vores absolut bedste altid! Så vær blid ved os og guid’ os, hjælp os til at forstå og finde ro. Husk det er dig, der har inviteret og ønsket os ind i din menneskeskabte verden, som på mange måder slet ikke giver mening for mig. For mig er du nu hele min verden.

  1. Accepter et nej tak. 

Jeg kan også have dårlige dage, eller ting jeg ikke har lyst til, præcis ligesom dig. Lyt til mig når jeg siger nej tak, og respekter mine ønsker og lyster i lige så høj grad som dine egne. Hvis jeg trækker mig væk, viser ’sur’ adfærd eller ikke ønsker at følge med dig, er det min måde at sige nej tak på. Accepter og respekter mine følelser.

  1. Sig tak

Husk på hvor heldig du er, at jeg er i dit liv. Tak mig for altid at være der for dig, berige dit liv med spændende oplevelser, at elske dig ubetinget, at være din livspartner eller hvad jeg er for netop dig. Din glæde og din anerkendelse betyder alverden for mig, og motiverer mig mere end noget andet til at eksistere.

  1. Men det du siger. 

Jeg vil gerne lytte til dig, men husk på at jeg også kan blive træt, ugidelig og forvirret, hvis du hele tiden skifter mening! Så mærk efter med dig selv, om det føles okay – og hvis det gør, så gennemfør og hold fast i din idé. Jeg skal vide, at jeg kan regne med, det du siger. Så tøv ikke hvis du har ret, men vis mig at du er sikker, så bliver jeg også sikker.

  1. Vær nærværende

Vi har så lidt tid sammen ud af døgnets 24 timer, så vær nærværende, når du er sammen med mig. Jeg vil meget hellere have kortere, koncentreret tid med dig hvor vi to er i fokus, end lang tid hvor jeg skal konkurrere med din mobiltelefon eller veninde. Husk jeg venter på dig hele dagen, og at jeg ikke bliver lige så længe på jorden som dine menneskevenner gør – så nyd den tid du har med mig.

Dyrenes 12 bud er kommunikeret til mig af Chanel og Cokko. 

Scroll to Top